Sequeirinha er resultatet af de bedste vine fra Quinta das Sequeirinhas, som med sine gamle vinstokke er blandt de bedste vingårde i Dourodalen. Quinta’en er beliggende på venstre bred af floden. Dourodalen har været familiens hjem i mange generationer. Markerne ligger højt (op til 180 meter) og på stejle skråninger, hvor de varme dage og de kølige nætter ved floden giver perfekte vækstbetingelser. Derfor sker arbejdet i markerne manuelt som det har gjort i mange generationer. Presningen sker med håndkraft eller rettere med ”fodkraft”.
Bag Sequeirinha brandet står de to søstre Catarina og Rita Sequeira. Rita er vinmageren og har en universitetsgrad i ønologi, mens Catarina også står for den mere kommercielle del af familiefirmaet. De har arvet passionen for vinene og traditionerne fra deres forældre Maria Elisa og Cesar, som overtog vingården i 1979 og de har dermed fået vinen ind med modermælken. Siden er der føjet ”nye” vinranker til og herunder selvfølgelig Quinta das Sequeirinhas.
Søstrene holder fast i de ældgamle produktionsmetoder og traditioner fra området. De driver virkeligt vingårdene som en stor familie, hvor alle deltager og man virkelig kan fornemme, at alle medarbejdere er en del af hele den proces det er at producere topklasse portvin. Det er søstrene overbevist om er med til at sikre den ypperste kvalitet.
Denne fastholdelse af de gamle traditioner kan smages i vinene, hvor man ikke er forfalden til at vælge ”hurtige løsninger”. Derimod søger de, ved hjælp af rigtig megen hånd- og fodkraft og udvælgelsen af de allerbedste druer, en vin der afspejler potentialet i de ædle druer.
D. 4. oktober får vi besøg af Rita, som vil fortælle om husets historie og om de 8 portvine, som vi skal smage, bl.a. deres fantastisk lækre 50 års Tawny.
Der vil blive serveret flutes til smagningen.