Grappa er en italiensk brændevin, der fremstilles ved destillering af det druekvas, som i forbindelse med produktion af vin er tilovers efter presningen af druerne. Grappa er en parallel til den franske Marc, selv om de to varianter smager fuldstændig forskelligt. Grappa har tidligere været et billigere biprodukt fra vinproduktionen, men er i dag en langt mere raffineret og velsmagende drik, man bestemt ikke må snyde sig selv for at smage.